Det gode håndværk

En meget sjov opdagelse i historien er at tækker Jens Chr. Dahl fra Hjardemål som nævnes sidst i indlæget, sandsynligvis var min bedstefars læremester.
Indlæget er skrevet af fhv. Trykker Marius Jensen i historisk årbog (1950) for Thy og Hanherred.

Straatag.
Jeg vil tro, at de allerfleste som levede deres barndom på landet for 60-70 år siden, vil eje et minde om et stråtækket, hvidkalket hus eller gård med blomstrende hyld midt i et sommergrønt lanskab, og jeg vil tro, at erindringen herom hos adskillige vil få de blide strenge i sindet til at dirre. Var der end lavt til loftet mange steder i disse bygninger, var det dog gennem deres små ruder, vi første gang så ud i den verden, hvor vi skulle leve livet, mere eller mindre vellykket.

Hvor var det hyggeligt og kønt med disse hvidkalkede, stråtækkede huse og gårde i det danske landskab med det bakker og lavninger, og endnu kan man hist og her se et sådant gammelt hus, der ikke er skæmmet af mere eller mindre umulige forsøg på modernisering.
Liggende gemt i en lavning med gammeldags blomster i en lille fredet plet foran med en have bagved, hvor en gammel kone plukker sine stikkelsbær og ribs, og alt dette med en baggrund af bølgende kornmarker på en jævn stigende skråning, eller et lille stråtækket hus på heden, hvor de hvide væge står så smukt til den blomstrende lyng, gamle, velholdte gårde med stråtag og udskud, hvor tagskæget på udskudssiden ligger betæmkeligt nær ved jorden, findes jo også, og ros fortjener den ejer, der hæger om sit gamle bosted og bevarer dets oprindelighed uforkludret.

Men både stråtag og gammel byggeskik forsvinder, og tækkemanden, ” æ tækker “, bliver arbejdsløs og overflødig, hvis han da ikke allerede er så gammel, at han har lagt op, og vi må være de mænd og kvinder taknemlige, der ad kunstens vej på den for den jævne mand anskuelige måde foreviger dette svindende gamle, der en gang så fuldt ud prægede dansk landskab.

Og hvad får vi i stedet?
Kolde og kedelige, røde huse, der stive og strunke står som skildvagter for en ny tid, en ensretningens tid, hvor alt går op i lige linjer, fladt og kedeligt.

Jeg får mig en hyggelig passiar med en gammel tækkemand. Det er den 82 årige Christian Carlsen Møller, der fødtes i Sperring i 1868 og havde sin virksomhed som tækker i Nordthy.
Jeg træffer ham i Thisted alderdomshjems værksted, hvor han er i færd med at forsåle et par sko; han tilhører nemlig den gamle klasse, der kan lidt af hvert. Han er veltilfreds og særdeles åndsfrisk med en god hukommelse, og mens han pusler med læderet og af og til slår et søm i forsigtig føler efter om sømmet kan mærkes indvendigt, fortæller han om, hvordan han som ung mand lærte at tække, og hvordan han gennem en længere årrække øvede denne gerningm der ofte var besværlig og brydsom og ubehagelig, hvad enten solen bagte eller blæst og kulde sved. Han havde altid haft lyst til at lære et håndværk; men i drengeårene måtte han som de fleset drenge på landet passe kreaturer, og først da han var blevet gift, blev det til alvor men at komme i lære, og han valgte da tækkeprofessionen som det, der var nemmest at gå til.
Læretiden var i almindelighed kun en sommer, og der var penge at tjene straks, idet lærlingen betaltes med 1 kr. om dagen og kosten.
Arbejdstiden var fra 6 morgen til 8 aften indbefattet tre spisepauser på tilsammen 2½ time. Det var ikke store penge at tjene for en forsørger, men en krones værdi denagng og nu kan slet ikke sammenlignes, især når man tager det daværende livs særdeles små krav med i betragtning.

Carlsen havde altså nået sine ønskers mål; at komme i lære, og endnu inden læretidens udløb lod læremesteren ham arbejde på egen hånd, og så tog han fat for egen regning med en dagsløn på 1 kr. 50 øre.
I den egentlige vintertid med frost og sne kunne der ikke lægges tag. Så måtte der søges andet arbejde f.eks. plejltærskning, der betalte med 50-60 ører om dagen.

Tækkerens værktøj 
Tækkerens værktøj bestod af nål, vræg (tækkebrædt) og tækkestol. Nålns længde var ca. 1 alen og lignede i formen en symaskinenål med et øje lidt oven for den spidse ende, men der var også et øje i den øverste ende som ved en almindelig synål, idet det under arbejdet undertiden var nødvendigt at skifte symaterialet fra den ene ende til den anden.
nogle tækkere havde desuden en krum nål, der navnlig benyttedes når de første lag tag skulle lægges, altså i tagskæget.

Vrægen var en træplade ca 6 tommer bred og ca 10 tommer langmed et opad skråtstillet handtag i den ene ende; den bruges til at banke strået jævnt og glat med, inden det snøredes helt fast, og for at den ikke skulle glide på det glatte stråunder bankningen, var den på undersiden iboret med tætsiddende huller. Undertiden var vrægen i yderenden forsynet med en jernkrog, således at tækkeren kunne hugge den fast i taget, når han lagde den fra sig.

Tækkestolen var et brædt, der forsynet med et par “ben” kunne hvile på taget og fastholdes heri ved hjælp af et par jernkroge. Den tjente tækkeren til fodfæste i tilfælde, hvor der ikke var plads til anbringelse af andet.

På lige og større flader anvendtes som fodfæste et læstræ eller i mangel heraf en lang vognstang, der med et reb i hver ende fastgjordes til tagrygningen, således at den kunne hejses opad, efterhånden som tækkeren kom højere op med sit arbejde. Læstræet er det mest anvendelige, fordi det i hele sin længde er rund, og derfor ikke, når det med rebet hejses opad, kan beskadige det færdige tag, hvorpå det hviler.

Tækkematerialet kunne være isrør, eller almindelige rør enten fra Vejlerne eller mere lokale moser eller rugstrå.
De såkaldet isrør var rør, der ved vintertide ragede op over isen og bles slået, mens søen var tilfrossen. De var helt uden blade og fuldstændig glatte og var et fortræffeligt materiale, men besværlige at arbejde med, fordi de under arbejdet let kunne glide, og der skulle megen påpasselighed til for at få taget jævnt og smukt lagt; men var arbejdet udført med behørig omhu, kunne et sådan tag ligge i et halvt hundrede år, og siden kunne det tages af og vendes og være næsten lige godt.
Almindelige rør, dvs. rør der blev slået ved efterårstide, når de stod men alle blade, kunne ligesom isrørene give et udmærket tag, i særdeleshed da rør der kom fra Vejlerne, moserør var også anvendelige, men de var ofte besværlige at arbejde med, fordi den stærkt bladfyldte top fyldte for meget i forhold til det egentlige strå.

Stråene
Det var imidlertid kun få steder i Nordthy, at rør var let tilgængelige, og det almindelige tagmateriale her blev derfor rugstrå, der i plejltærsket stand også var godt og langt det letteste at behandle. Til et sådant tag regnede man i almindelighed 8 pund strå til en løbende alen, hvad der kunne give en tagtykkelse på 7-8 tommer, men traf det sig at der var småt med halm, måtte der lægges et tyndere lag, ligesom man i mange tilfælde brugte at lægge et nyt lag halm uden på det gamle tag, eller man strakte materialet ved først at læhhe et lag lyng og der uden over et lag halm. For holdbarhedens skyld var det godt, dersom der i tagskæget helt eller delvis kunne anvendes rør.

Teknikken
Afstanden mellem lægterne, hvortil strået fastsyedes, kunne være noget forskellig, men i almindelige beboelseshuse var den omkring 8 tommer.
Symaterialet var oprindelig håndsnoede halmbånd, Simer; der som eftest forarbejdedes som husflidsarbejde om Vinteren, senere fandt man på at lave simer på maskine, men i den nyere tid anvendes hampgarn.

Mens tækkeren lå uden på huset og tilrettelagde og ordnede materialet, sad der inden for en mand, som oftest et ungt menneske, der “syede for tækker”.
Han havde til opgave, når tækkeren havde stukket nålen ind, da at trække tråden fast, for derefter at stikke nålen tilbage. De blev som regel taget to sting på hvert sted på kryds over lægten.

Ved reparation af gammelt tag, i særdeleshed på udskud, hvor der af hensyn til pudset på væggens inderside ikke kunne syes, benyttede man ofte lertækning , dvs. man skar strået af i længder på ca. 8 tommer og dyppede den ene ende i ler, der var rørt op med vand til en passende konsistens, hvorpå den nye halm med den dyppede ende blev stukket ind i det gamle tag. Blev dette udfært i tørt vejr, og det gamle tag også var tørt, således at det opløste ler på det nye strå kunne tørre hurtigt, var en sådan reparation meget holdbar.

På tagrygningen, hvor strået fra begge husets sider mødtes, fremkom naturligt en åbning, der ikke kunne dækkes ve påsyning af halm, men som man i almindelighed dækkede med “møntørv”, dvs. græstørv der skares op af grønjord, hvor græssets rødder var så omfattende og veludviklede, at tørvene kunne skæres op i ret store flager og transporteres bort uden at gå i stykker. Blev nævnte ågning i tagryggen dækket solidt med sådanne græstørv, kunne den blive absolut tæt. Senere, da der fremkom trådvæv og hvor det voldte vanskelighed at skaffe egnede græstørv, tættedes åbningen med halm eller lyng som fastgjordes med trådvæv.

Tækker Jens Chr Dahl
Tækker Jens Chr. Dahl, som er født i Hjardemål 6. juli 1877 og som har haft sin virksomhed over størstedelen af Thy og Hannæs, bekræfter i alt væsentligt Chr. Carlsens fremstilling, som han her supplerer med nogle oplysninger om ting og forhold fra hans personlige virksomhed, som han fremdeles med lyst arbejder med.

For at lægge de 4 første lag tag, hvoraf det første lag dannede tagskæget og kaldtes “æ oks”, måtte tækkeren stå på et brædt, der hvilede på et stillads lavet af tilfældigt materiale, feks. sammenbundne granstammer eller vognstænger, og så først kunne der som fodfæste anvendes det før omtalte læstræ. Tækkestol har ikke været anvendt meget her på egnen. Dahl hardog engang haft en som han fik foræret af en gammel mand, men den var så medtaget at den ikke kunne bruges.
I visse tilfælde, hvor fodfæste var nødvendigt og hvor læstræet af pladshensy ikke kunne anvendes, brugtes havd der var ved hånden, feks. en møghakke, “moeghaek”, en skags greb hvis grene var bøjet vinkelret med stangen, der nedefter hvilede på det allerede lagte tag, hvori den yderste del af grenene blev hugget, mens den øverste del nærmest skaftet ragede frem og tjente som støtte punkt.
Ved tækning af skrå gavle brugtes i almindelighed en stige, ved brede gavle måske to eller om muligt læstræet. Hvor huset dannede vinkel, og hvor altså to tagflader mødtes, skulle taget lægges meget omhyggeligt for at blive tæt, Vinklen der i nyere tid oftest beslåes med zink, kaldtes for renden, ” æ rend”.

Under det egentlige tag lagdes ofte, navnlig på stuehuse, et tyndt lag strå eller rør, for at tækkematerialets tpoende ikke skulle stikke frem og danne en grim uregelmæssig og lådden inderside. Dette lag kaldtes ” æ rewling”. I gammel tid brugtes mange steder især i klitegnene, i stedet for halmunderlaget græstørv, der kunne være på flere alens længde og ca. 1 alen i brede. Med dette underlag kunne taget ligge meget længe, men det var et besværligt arbejde for tækkeren og hans hjælper at sy gennem et sådant lag af jord fuld af græsrødder. Desuden havde det den ulempe, at det når det blev tørt, støvede på loftet, hvor der opbevaredes korn, ofte tillige med mel og gryn, og det var tillige et godt gemmested for musereder.

Tagets øverste lægte kaldtes mønlægten, ” æ mønlaet”, og den del af tagmeterialet som, når det sidste lag var lagt op ragede op over mønlægten, blev bøjet ned over denne fra begge sider og fastsyet på den modsatte tagside og dannede underlaget for det, der skulle gøre samlingen tæt, hvad enetn det var møntørv, lyng eller halm. Møntørvens bredde var en del forskellig, men længden var i almindelighed 2 alen. De blev opskåren med en dertil egnet spade, “æ tørrespaae”, således at deres gennemsnit var en trekant, og lagdes på tagrygningen skiftevis på den flade side op og ned rækkende ind over hinanden og dannede derved en fuldstændig tæt belægning.
Der brugtes også, navnlig i klitegneen, flade møntørv, der blev lagt side om side, men de havde den fejl, at der efterhånden som de tørrede ind, blev der sprækker imellem, hvorved der opstod utæthed. Møntørvenes anbringelse var som regel tækkeren uvedkommende. Når de skulle bringes på plads, blev de gerne anbragt på et brædt af passende længde, ” æ mønhejst” hvori der var slået et par spiger, på hvilke de hæftedes og ved hjælp af et reb blev trukken op ad en stige. De yderste tørv blev opskåren noget større og lagt, så de dannede en runding over gavlspidsen.

Tag langs havet
I klitegnene brugtes ofte lyng og marrehalm til tag og dannede et godt materiale. Det anvendtes gerne sammen, fordi marehalmens fyld er meget forskellig i rod og topenden. Der blev så lagt et lag lyng til at fylde op ved den tynde topende

På spørgsmål om, hvad men kaldte en mindre dygtig tækker, lyder svaret “en fusker”, men vi har jo desuden det udmærkede gamle Thyboudtryk at anvende om en, der kludrede; “en kludderhue”.

Der fortælles, at gamle tækkere ofte var meget vanskelige at gøre tilpas for medhjælperen inde på loftet.
Snart trak denne forkert i simen, når den skulle strammesn og snart anbragte han nålen på helt forkerte steder. Når stemningen på begge sider af taget var på højdepunktet, kunne det hænde, at nåæen far indersiden blev forkert anbragt, således at den traf tækkerens mest kødfulde legemsdel, hvad der kunne virke som en udløsning for begge parter, idet tækkeren fik lejlighed til at udspy endnu mere gift og galde, og medhjælperen godtede sig – naturligvis med påstand om at han var ganske uskyldig.
En særlig ubehagelig tækker straffedes på den måde, at hjælperen med sin lommekniv overskar rebet, hvori det læstræ hang, hvorpå tækkeren stod, med det resultat, at denne trillede på jorden, hvor han dog faldt nogenlunde blødt, idet det gamle afrevne tag lå under tagskæget.
Af rimelighedshensyn bør det måske tilføjes, at dette sidste er fortalt af en Vendelbo. Her i Thy har vi brugt at lade ham falde endnu blødere, idet vi, når lejlighed gaves, lod ham glide i møddingen, der i ældre tid ofte lå lige op ad et udhus.
Dahl fortæller et eksembel herpå, da ” æ mand siel” syede for tækker, og tækkeren faldt i søvn.

(kilde: Historisk årbog for Thisted Amt 1950, side 65-74)